Log på webshoppen

Sol over dansk gastronomi

Det er svært ikke at blive en smule småforelsket i Bornholm, når man kommer gående ned ad Åbogade mod Gudhjem Havn og kan mærke solens varme stråler på sit ansigt. Man kommer helt ned i tempo, mens man bliver omfavnet af de charmerende bindingsværkshuse på begge sider langs Åbogade og med havets bølgebrus i horisonten. Og så hører man en summen af liv. Summen fra madglade mennesker på hele havnen, som alle er her for én ting: Det er nemlig blevet tid til den årlige kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem.

På billederne ovenfor ses vinderretterne. Fra venstre mod højre: forret, hovedret og dessert.

 

Sol over Gudhjem er Danmarks største kokkekonkurrence, og den kunne i 2018 fejre 10 års jubilæum. Konkurrencen afholdes hvert år på Gudhjem Havn, og siden 2009 har toppen af dansk gastronomi stået bag komfuret med udsigt til de bornholmske klipper og hav, mens tusinder af tilskuere har kunne følge deres gastronomiske kreationer undervejs.

På den ene side af Gudhjem havn er scenen til dessertkonkurrencen og på den anden side alle boderne med lokale råvarer og produkter fra bornholmere og andet godtfolk – og så selvfølgelig den store scene til hovedkonkurrencen, hvor slaget skal slås.

Firkamp i toppen af dansk gastronomi

Kokkekonkurrencen er blevet en institution i hele det gastronomiske Danmark. I år kunne de ambitiøse brødre bag Sol over Gudhjem, Mikkel og Mads Marschall, fejre jubilæet med et stærkt felt af kokke i hovedkonkurrencen: Kasper Tind Hasse fra Falsled Kro, Jesper Volmer fra RÅ, Dak Wichangoen fra Kiin Kiin og René Mammen fra Substans. Tidligere har konkurrencen også kunne prale af deltagere fra bl.a. Noma, Geranium, Søllerød Kro, Henne Kirkeby Kro, Studio, Kadeau og Kong Hans. Til at bedømme kokkene i hovedkonkurrencen var James Lowe fra Lyle’s, Jesper Koch fra Bang*Koch og de tidligere Sol over Gudhjem vindere, Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel og Nicolai Nørregaard fra Kadeau.

Dessertkonkurrencens deltagere var også på et meget højt niveau inden for dansk gastronomi: Jonas Mikkelsen fra Frederiksminde, Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro og Thomas Pasfall fra Pasfall. Til at bedømme havnens ’sødeste’ kok var Jakob Mielcke fra Mielcke & Hurtigkarl, Søren Selin fra AOC & No. 2 og de to tidligere vindere af hovedkonkurrencen
Henrik Jyrk fra I-Bu & Naes og Morten Falk fra Kong Hans Kælder. Anders Halskov var sat ind til at styre slagets gang som konferencier, og vinderen blev Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro.

En værdig vinder

Jubilæumsåret for Sol over Gudhjem blev også året, hvor konkurrencen fik sin første kvindelige vinder, og det blev ingen ringere end Dak Wichangoen fra Kiin Kiin med en overbevisende sejr. Særligt flot, da Dak blev udfordret på nogle af ingredienserne – eksempelvis i at skulle bruge salt og ost, som hun aldrig bruger i sit thailandske køkken. Daks vindermenu bestod af kål-wrap med friteret hvide asparges, frisk salat på kål og urter, urte-mayo og oste/citrongræs-sauce til forret. Hovedretten var intet mindre end braiseret svinenakke glaseret med kinesisk barbecuemarinade, sæsongrønt, xo-sauce og fermenterede pølser på svinehjerte. Deltagerne får point for smag, udseende, bornholmsk element og etikette. Ud over æren, kan titlen som vinder af Sol over Gudhjem krydre tilværelsen med 50.000 kroner, og 10.000 kroner til vinderen af dessertkonkurrencen.

Den ærefulde branchepris Kokkenes Kok blev også uddelt til en person eller institution, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats for at fremme dansk gastronomi. Prisen gik til den autodidakte kok, Jakob Mielcke, som under sol og blå himmel blev hædret på scenen i Gudhjem, da han modtog sine kollegaers hædersbevisning.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Sol over Gudhjem har gjort noget for dansk gastronomi – særligt i forhold til kendskabsgraden og kærligheden til lokale råvarer ude i køkkenerne. Det er gourmetmad i øjenhøjde, det er nærvær, og det er ’Sol over dansk gastronomi’.

Sol over dansk gastronomi

Årets vinder.

Det lykkedes Dak Wichangoen fra Kiin Kiin at løbe af med sejren i Sol over Gudhjem på trods af udfordrende ingredienser.

Daks vindermenu bestod af: Kål-wrap med friteret hvide asparges, frisk salat på kål og urter, urte-mayo og oste/citrongræssauce til forret.

Til hovedret: braiseret svinenakke glaseret med kinesisk barbecuemarinade, sæsongrønt, xo-sauce og fermenterede pølser på svinehjerte.

Sol over dansk gastronomi

Vinderen af dessertkonkurrencen blev Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro.

Desserten skulle indeholde nedenstående ingredienser:

• Minimum én slags chokolade fra Cacao Barry

• Minimum én slags praline fra Cacao Barry

• Loke ’friskost’ fra Arla Unika

• Kaffe fra Estate Coffee

• Sol over Gudhjem snaps fra Copenhagen Destillery

• Valgfri drik fra Dagmar

• Hemmeligt element som udleveres på dagen

Sol over dansk gastronomi

Vinderen af Kokkenes kok blev Jacob Mielcke.

Læs mere om Sol over Gudhjem på www.sogk.dk

Seneste nyheder

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk