Log på webshoppen

Her gror ingen lette løsninger

Hans Beck Thomsen smiler, når han går ind ad døren til Café Stranden i Henne. Det gør han, fordi det er lykkedes at forene tårnhøje ambitioner med et spisested, som er helt nede på jorden. Foood har mødt ham til en snak om blandt andet ost.

Strandvejen 490 i Henne er en unik adresse. Vi er i en del af Danmark, hvor naturkræfterne er så store, at man ikke har andet valg end at indordne sig. Selv træerne har for længst givet efter og læner sig i vindens retning. Men det er også kontrasternes land. Det er nærmest ikke til at fatte, at man den ene dag kan sidde på caféens store terrasse med et glas hvidvin i hånden og dagen efter må søge inden døre for i ly for hårdtslående sandkorn. Caféens ruder af hærdet sikkerhedsglas udskiftes hvert andet år, fordi de bliver matteret af sand, ligesom træværk og udendørsmøbler skal have en kærlig hånd noget oftere end normalt. Sådan er det, og det er en del af charmen på stranden i Henne.

Midt i denne utrolige natur ligger Café Stranden. Et af egnens allerbedste spisesteder skabt af en af dansk gastronomis allerbedste kokke gennem tiderne. Hans Beck Thomsen har siden 2006 serveret sin fortolkning af bistrokøkkenet med alt fra fiskefrikadeller med ristet rugbrød og remoulade til Grillet Bernstein Grubé på toast melba med sennepssalat, blegselleri og revet paranød. Og netop spændvidden mellem de traditionelle danske frokostretter til de mere avancerede fortolkninger af fisk, ost og sødt har vist sig at være noget, gæster i Henne og omegn synes om. Det er selvfølgelig også derfor, at en stor del af Café Strandens besøgende er stamgæster.

Henne Kirkeby Kro i generne

Hans Bech Thomsen er født i Henne og opvokset på Henne Kirkeby Kro nogle få kilometer fra caféen. I dag er det svært at nævne Henne Kirkeby Kro uden også at sige Paul Cunningham, men sådan har det ikke altid været. Hans Beck Thomsen var 3. generation på kroen og overtog efter sin mor i 1981. I 26 år var han synonym med kroen og skabte et spisested, man gerne kørte langt efter. Alene kroens store urtehave blev portrætteret i både bøger og på tv længe før, det blev moderne at være selvforsynende. Men faktum er, at det i 80’erne og 90’erne var svært at få friske råvarer i en god kvalitet til Henne, og så må man jo dyrke dem selv.

Men intet varer ved. I 2006 opførte Hans Beck Thomsen Café Stranden, fordi han ville skabe en pendant til kroen. Men han gabte over så meget, at det ikke længere var sjovt.
Idéen om at skabe noget nyt i Henne viste sig at være rigtig, for i dag er der plads til begge. Men i de to år, hvor Hans Beck Thomsen cyklede mellem caféen på stranden og kroen i byen, fordi begge steder krævede hans tilstedeværelse, tappede ham for energi. Og i 2007 vandt det uformelle liv på standen, selv om ambitionerne om at levere kvalitet stadig var og er de samme, som de var på kroen. Da Hans Bech Thomsen er født i området, kender han den jyske mentalitet. Og han ved, hvad han vil og kan med sin café:

Jeg vil have et sted, som jeg selv trives godt i, og som jeg selv kunne tænke mig at besøge. Her skal man have, hvad man forventer, og hellere underdrive end det modsatte på disse breddegrader. Der er mange ting, som ikke kan gro her, og den lette løsning er bare en af dem, forklarer han.

I det hele taget er vi i et område, hvor det er svært at få noget til at vokse. Det hele gror langsommere, men til gengæld er smagen bedre og taknemligheden større. Når tingene først får fat, bliver de hængene – det gælder afgrøder såvel som mennesker.

I er tæt på naturen med Vesterhavet lige uden for vinduerne. Hænger det sammen med jeres råvaretilgang?

Det har en indvirkning på det hele. Tiderne på året betyder meget. Når det begynder at spire, får jeg uro i kroppen. Heldigvis har vi en økologisk have på 3.000 m2, som leverer til os. Derfra får vi jordskokker, persillerødder, rødbeder, gulerødder, kartofler, stenfrugter, bær, tomater, og meget mere. Man går og venter på, hvornår det ene og det andet kommer, siger han.

Ost i den rette sammenhæng

Ofte er det sådan, at jo dygtigere man selv er i et køkken, desto større respekt har man over for produkter, skabt af nidkære og dygtige producenter. Man ved, hvad det kræver at producere sådan noget som fx ost.

Vi prøver mange oste her, men det er lidt komplekst. Du har så mange smagsnuancer ved siden af alle de andre retter, du serverer. Jeg prøver derfor at begrænse det, så vi ikke får for meget roderi, og menuen bliver et fastelavnsris af smagsindtryk. Du skylder både råvaren og gæsten, at du fremhæver den smag, der er i den og har respekt for netop den smag. Og ost har også en smag, som både osten og ostemesteren har brugt lang tid på at fremelske. Og derfor skylder man også osten, at den havner i den rette sammenhæng, forklarer han.

Hvorfor har I valgt at have en osteret på menuen?

Jeg mener, at mange oste egner sig godt til videreforarbejdning og til at indgå i andre sammenhænge. Ikke bare revet over spaghetti eller i en risotto. Vi varierer vores osteretter, men lige nu kører vi en Bernstein Grubé fra Thise Mejeri, hvor vi gratinerer og river osten. Jeg synes, at osten fortjener at blive præsenteret på en anden måde end bare at blive skåret i en skive, lagt på et stykke brød og spist med en stikkelsbærkompot. Vi er dygtige og kreative nok til at kunne skabe noget ud af osten, og det skal komme gæsten til gode, at vi behersker forskellige teknikker. Du skylder både dig selv og dine omgivelser, at du gør det, siger han.

Hvordan har du det, når du ser Henne Strand forsvinde i bakspejlet efter en sæson, og du kører mod København, hvor du bor i vinterhalvåret?

Efter en lang sæson gør jeg ofte det, at jeg pakker min bil og kører op til Kløvbakke lidt øst for kroen. Så holder jeg der en halv times tid og kigger ud over søen, mens jeg tænker tilbage på de måneder, der er gået. Set i bakspejlet er der måske noget, jeg har misset undervejs, og måske står der nogen i vejkanten og vinker, som jeg ikke fik taget med. Så får jeg samlet tankerne, før jeg kører hjemad mod København. Jeg har lagt mange kræfter i stedet her, så det er ikke bare lige at låse døren og køre sin vej, slutter han.

 

Inspiration fra Café Stranden

 

Seneste nyheder

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk