Log på webshoppen

En bevægelse fra land til by

Tilbage i 2011 besluttede Louise Dolmer, at hun ville lave om på noget vitalt. Hun ville ændre forudsætningerne for de mange dygtige landmænd og småproducenter, som dagligt skaber fantastiske råvarer uden selv at have nogen indflydelse på, hvad der sker med deres korn, olie, mel, bær, oste, pølser, salater eller kød. Og da Louise snart kan fejre sølvbryllup med sin egen bondemand, var hun allerede på det tidspunkt godt inde i de betingelser, der præger landbruget.

Jeg har altid undret mig over, at tingene er så adskilte, og at der ikke er nogen afsætningsplatform for de små lokale producenter, fortæller hun.

Så det ville hun være. Hun ville være den, der fik talt landbruget mere op. Hun ville vænne folk til at vælge dansk kvalitetsmad frem for intetsigende industrielle varer, som ingenting må koste. Men hvor starter man, når man bare er en bonderøv fra Voldby?

Uden selv at være klar over, hvad det skulle føre til, havde Louise allerede godt gang i sit eget stalddørs-lab hjemme på gården. Her havde hun en gårdbutik og en lille café. Og det gik hurtigt op for hende, at der skete noget med folk, når de opdagede, at de kunne købe den dejlige spegepølse med hjem, de netop havde smagt. Kombinationen af butik og café med lokale produkter var uopdyrket land, og der var et missing link mellem landmændene og den virkelige afsætning. Landmad var født, og i dag ligger Landmad butik og café i seks jyske byer.

Nærhedsprincippet

Som udgangspunkt har Landmad den holdning til råvarer, at kan man få råvaren i Danmark, er det den variant, de har. De har eksempelvis ikke olivenolie, fordi Danmark producerer rapsolie. Men de har kaffe, te og udenlandsk økologisk vin, fordi ingen af delene produceres i Danmark. Nærhedsprincippet er meget vigtigt, og derfor serverer kædens seks caféer heller ikke det samme, da spegepølsen eller marmeladen gerne må være så lokal som muligt. Men Danmark er et lille land, så ca. 80% af butikkernes produkter er nationale og kommer fra forskellige egne i landet. Ellers kan det ikke gå op logistisk, og butikkerne kan ikke få en hverdag til at hænge sammen – heller ikke i kroner og ører.

Det har været en hård læring at finde ud af, at vi ikke kan styre, at Hans-Peter tager til Rhodos i en uge, og vi derfor ikke kan få noget salat, griner Louise.

Vil I helst bruge økologiske råvarer?

Nej, vi vil bruge de bedste råvarer. Vi vil vide, hvem der har produceret dem og hvordan. Økologi er jo ikke en garanti for hverken dyrevelfærd eller kvalitet. Men vi vil gerne vælge økologi, og derfor har vi bl.a. vores eget brødsortiment, som vi har udviklet sammen med Vadehavsbageriet, fordi vi selv kan bage nogle rigtigt gode økologiske brød, fortæller Louise.

Og da kunderne efterspørger rigtig meget økologi, har Landmad fokus på økologi de steder, hvor det giver allermest mening. Så økologien er altså en parameter, men det er ikke et krav.

Udviklingen af Landmad

Grundkonceptet for Landmad er på plads og udgør 80%, hvilket giver 20% i frihed til kædens seks butikker. På den måde kan de lære af hinanden og se, hvad der fungerer hvor. Løbende holder de sortimentsmøder, hvor de tester, smager og vurderer nye produkter, som gerne vil ind. Nogle produkter ender i grundkonceptet, mens andre bliver brugt lokalt. Så udviklingen af Landmad er på mange måder et fælles projekt.

Mere bonderøv til folket

Louise har en drøm om at blive landsdækkende. Men café- og butiksdelen er bare én del af konceptet, for der er også en engrosdel henvendt til foodservice. Den del har Louise meget fokus på lige nu, og den er præcis den afsætningsplatform, som var hele grundidéen.

Vi vil gerne være rugekasse for de små producenter. Så når de kommer til os, har vi internt mulighed for at teste alle de nye produkter som en slags kvalitetskontrol, forklarer hun.

Ved at udvikle en engrosdel kan Landmad tage produkterne ind, og når de så er flyvefærdige og blevet store, kan de flyve videre ud til de mange foodservicekunder, som gerne vil have et dansk kvalitetsprodukt, som både smager godt og har en ærlig historie med sig. For Landmad er og bliver en innovationsplatform for små producenter, hvor der ikke er ret langt fra tanke til tallerken.

En bevægelse fra land til by

Landmad er skabt ud af Louise Dolmers ønske om at samle de bedste produkter lige fra haven, marken og stalden – som vi kender det fra stalddørssalg. Louise har en baggrund som arkitekt, men i stedet for huse bygger hun nu en kæde op, som i flere led bringer lokal dansk mad fra land til by.

Seneste nyheder

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk